— En refleksion over nissedøre, usynligt arbejde og hverdagslogistik i 2026
Hver december sker det samme i tusindvis af danske hjem:
En lille dør dukker op. En nisse “flytter ind”. Og en voksen — ofte mor — ender med at leve et dobbeltliv hele måneden. For mens vi taler om ligestilling, feminisme, kønsroller og alt det, vi ønsker at ændre i samfundet…
Ja, så står mange af os alligevel i nattens stilhed og hælder mel på køkkenbordet, tegner små nissespor, stiller en halv spist pebernød og opvartet en lille, hvid, ældre mandlig nisse.
Det er både hyggeligt, hjertevarmt — og som Julia Lahme så fint har bemærket — et kulturelt paradoks, der er svært ikke at smile af.
Og nu hvor kalenderen siger januar, og nissedøren er pakket væk igen, er det oplagt at stille spørgsmålet:
Hvad kan december egentlig lære os om hverdagslivet på arbejdspladsen?
Usynligt arbejde forsvinder ikke med nissedøren
Når vi vender tilbage på arbejde efter ferien, opdager vi ofte, at december ikke er det eneste sted, hvor usynligt arbejde fylder.
Det sker også i hverdagen:
- “Er der nogen, der kan dække bord?”
- “Hvem tømmer opvaskeren?”
- “Der mangler drikkevarer – hvem fylder op?”
- “Møderummet skal gøres klar – hvem tager den?”
Vi kender det alle.
Nogen “tager den bare”.
Næsten uden at tænke over det.
Næsten som en slags arbejdsplads-nisse.
Det er sjældent en del af jobbeskrivelsen. Det er bare noget, der skal gøres — og det lander ofte hos de samme.
December minder os om et vigtigt arbejdsmiljø-fænomen
I december ser vi i hjemmet, hvordan:
- Nogle tager usynlige opgaver
- Stemningen afhænger af små handlinger
- Opgaver glider ubemærket rundt mellem mennesker
- Logistik bliver til følelser, når ingen taler om det
Og det samme gælder på arbejdet. De små opgaver glider rundt, fordeler sig tilfældigt, og lander hos dem, der ser dem først — eller ikke kan holde ud at lade dem ligge. Med tiden bliver det en del af kulturen. Ikke formelt. Bare i praksis. Og selvom det sjældent er ondt ment, er det heller ikke neutralt.
Det påvirker:
- Trivsel – når nogle bærer mere end andre
- Kultur – når roller bliver usagte
- Energi – når pauser ikke er pauser
- Arbejdsfællesskab – når noget bliver taget for givet
December giver os derfor en værdifuld læring til januar:
Usynligt arbejde forsvinder ikke af sig selv.
Det forsvinder først, når vi bliver enige om, hvem der skal tage det — og hvem der ikke skal.
Hvorfor vi i Frokostfirmaet taler om rammer, ikke bare mad
I Frokostfirmaet ser vi hver dag, hvordan de praktiske opgaver omkring frokost let bliver en del af netop det usynlige arbejde.
Når bord skal dækkes, fade stilles frem, drikkevarer fyldes op, opvasken klares og møderummet klargøres…
…så er det sjældent dem, der egentlig burde gøre det, der gør det.
Derfor arbejder vi med løsninger, der giver:
- Arbejdsro
- Balance
- Lige pauser
- Fællesskab uden ekstra opgaver
For frokostpausen er ikke bare et måltid. Det er en kulturel begivenhed i miniformat. Når den fungerer, fungerer arbejdsdagen bedre.
Godt nytår — og god start på en mere balanceret arbejdsdag
Lad os gøre 2026 til året, hvor vi dropper nisserollen på arbejdspladsen. Ikke fordi vi ikke vil hjælpe hinanden. Men fordi vi fortjener, at hjælpen ikke er usynlig. Og frokostpausen?
Den skal være en pause — ikke en tjans.